Det store 'Radio4'-reboot nærmer sig
Den landsdækkende talkradio, Radio4, skal gennem et større, muligvis skelsættende reboot fra august og ind i efteråret.
Den landsdækkende talkradio, Radio4, skal gennem et regulært reboot i sensommeren. Radioen indleder udrulning af den nye programflade fra 12. august, som bl.a. introducerer lytterne til en ny live-flade. Flere programnyheder følger gennem august, og nye podcast-titler ankommer hen over efteråret.
Den nye ledelse med direktør Nikolai Thyssen i spidsen har brugt foråret på at gentænke programstrategien; man skal bl.a. genopdage det faktum, at Radio4 er en 100% landsdækkende FM-kanal, der leverer live radio til hele landet.
Live radio er lig med et nærvær og dynamik, som podcasts sjældent leverer. Planen er at indføre mere end 20 nye live-timer hver uge. Derfor har man samlet nyheder, debat og sport i en ny live-redaktion i Aarhus. Der er også etableret en ny podcast-redaktion i København.
Rebooten medførte, at 24 programmer er nedlagt, og nye programmer og profiler kommer til. For eksempel har den profilerede Radio24syv og P1-vært, Iben Maria Zeuthen, sluttet sig til Radio4 teamet.
Som et led i store forandringer har Radio4 udnævnt en ny chefredaktion, der nu består af podcastchef Jakob Sloma og journalistisk chef Marie Rask Glerup samt direktør Nikolai Thyssen.
Fagmediet ‘Bogmarkedet Audio’ har tidligere beskrevet, hvorledes radioen trykker reboot på både indhold, form og stil, og muligvis også marketing/kommunikation, for at vende radioens lunkne markedsposition.
Man har blikket stift rettet mod to nøgletal: Der er for få danskere, der kender ‘Radio4’ brandet, og lyttertallet = ugentlig reach - er uacceptabelt lavt. Dét lyttertal skal som bekendt løftes ved at tilbyde et markant, nærværende live radioflow. Blot én eller to profilerede, skarpe, kantede “flagskibe” i fladen kan hæve det ugentlig lyttertal.
Der er koncessionskrav til kendskab, men ingen politiske krav til lytteropbakning. Den tidligere direktør Anne-Marie Dohm foreslog selv 350.000 pr. uge som et passende niveau. 182.000 lyttere på én uge var klart bundniveauet, konstaterede den nye direktør, da han i foråret gæstede BTs Q&Co.
En alternativ pejling for den nye direktør kunne være, at en 100% landsdækkende taleradio på FM bør ligge i top-10 over de mest aflyttede radioer. Radio4 kan lune sig ved, at radiomediets ugentlige nettodækning ikke fejler noget. Ifølge Kantar Gallup er der lidt over fire mio. danskere (12+) der lytter til flowradio hver uge på FM, DAB+ og streamet. Det niveau er ret stabilt.
Radio4s koncession til licensindtægter og FM4 sendenettet udløber til november 2027.